Jeg har, et par gange, fået skyld for, at "du er altid så pæn i tøjet", og eftersom de fleste, der har udtalt dette ved, at jeg er et ultra-sparsommeligt menneske (grænsende til det nærrige, vil nogle mene), så tænkte jeg, at jeg vil dele en af mine offentligt kendte hemmeligheder omkring netop dette.
Jeg går i andre menneskers aflagte tøj! Med andre ord, består størstedelen af min RTW-garderobe af second hand eller genbrug, om man vil. There! I said it!
Da jeg tit får forespørgsler på, hvor jeg shopper second hand, tænkte jeg, at det var en oplagt idé til et indlæg herinde.
Her er de spørgsmål, jeg oftest får, samt svar på disse:
- Hvor længe har du shoppet second hand/genbrug?
Det har jeg i 10+ år. Jeg startede, da jeg flyttede til Odense første gang som 19-årig og var på SU. Mit første køb var en hæslig camelfarvet fløjsjakke, som jeg knus-elskede og gik med, til den nærmest skilte ad.
- Går du efter noget specielt?
Både ja og nej. Det afhænger lidt af, hvor god tid jeg har. Hvis jeg er ude efter noget meget specifikt (fx. et sort pencilskirt), kan det gøres relativt hurtigt, hvis det er en butik, jeg er vant til at handle i. Men ellers er det, jeg går efter normalt, tøj af god kvalitet, der ser ordentligt ud, til en rimelig pris.
- Hvorfor shopper du second hand?
Uhhhh, der er mange forskellige årsager. For det første kan jeg godt lide tanken om, at jeg kan forny min garderobe, samtidig med at jeg både hjælper andre. Udover det synes jeg også, at der er alt for meget brug-og-smid-væk over den måde vi lever på i dag (økonomisk uansvarlighed!!), for slet ikke at tale om, hvor meget det påvirker/skader miljøet, når man fremstiller nyt tøj.
Når det så er sagt, er der da også noget sparsommelighed inde over! Jeg synes, at det er mega-cool at kunne finde designervarer uden synlige tegn på brug, til en fraktion af nyprisen.
I virkeligheden kan det hele koges ned til, at jeg shopper second hand, fordi det giver mig en følelse af at være velklædt med god samvittighed overfor mine medmennesker, miljøet og mit Dankort.
- Har du nogle gode råd til folk, der ikke er vant til at shoppe second hand?
Når man shopper second hand, er tid en afgørende faktor. Hvis du vil finde "det go'e", er det en meget god idé at troppe op, lige når butikken åbner (oftest kl. 10 eller 11) og have god tid.
Giv ikke op, hvis de første par gange ikke giver de vilde fund. Som med alt andet, tager det tid at blive god til at spotte de skjulte skatte.
Hvor shopper du?
Da jeg bor i Odense C og cykler rundt på en temmelig ramponeret Kvickly-damecykel (igen, jeg er sparsommelig), begrænser jeg mig normalt til de butikker, der ligger rimelig centralt. De 3, som jeg beskriver herunder, står for 90% af min garderobe, udover det tøj, som jeg syr selv.
Frelsens Hær-butikken på Roersvej (ved siden af Silvan) er den ene af mine favoritter.
Det er her, at jeg som regel finder mærketøj. Priserne er middel til høje, men kvaliteten/standen er som regel også lidt bedre.
Adressen er: Roersvej 33, 5000 Odense C
Røde Kors på Vesterbro.
Rigtig god butik med tøj i god stand, men desværre er priserne også ret høje.
Adressen er: Vesterbro 55, Odense C
KFUMs genbrugsbutik i Store Gråbrødrestræde (ved pølsevognen, på hjørnet af Vestergade).
En sød og fin lille butik, hvor jeg har købt de fleste af mine tasker. Som bonus er personalet altid superflinke!
Adressen er: Store Gråbrødrestræde 3-5, 5000 Odense C
Jeg håber, at jeg har givet dig blod på tanden til at prøve en anderledes shopping-oplevelse og hvis du bor i Odense/eller kommer herind engang i mellem, at du tjekker ovennævnte ud.
Go' fornøjelse! - og skriv skriv endelig en kommentar, hvis du har en mening om emnet eller hvis du finder noget lækkert, som du bare MÅ fortælle nogen om!
Ciao!
/Anna
torsdag den 2. maj 2013
onsdag den 10. april 2013
Back from the dead - eller i hvert fald på vej.
I skrivende stund sidder jeg i min sofa. Her har jeg efterhånden siddet/ligget alt, alt for længe!
Jeg beskrev i sidste (og vist nok også forrige) post, hvordan jeg har bøvlet en del med helbredsproblemer, sådan on/off hele vinteren.
Lige før påske blev det hele bare for meget! Jeg har været forkølet det meste af vinteren, har haft flere dage med feber og generelt ubehag, men det der med at gå til lægen, det gør man jo ikke pga. en forkølelse, vel?!
JO, det gør man! Jeg bestilte en tid, og var ved lægen i mandags.
Han fandt ingen pest, men bekræftede derimod min mistanke om heftig bihulebetændelse, som har hygget sig i mit ansigt hele vinteren (fordi DUMME Anna har været for stædig til at gå til lægen!).
"Kronisk bihulebetændelse med mistanke om allergi". YATZY.
Bihulebetændelse i sig selv er øv nok (men ikke dødbringende, jo!), men den penicillin-kur jeg har fået (for at slå den værste infektion i gulvet), har ærlig talt slået mig helt omkuld.
Jeg har ikke fået penicillin i noget, der ligner 15 år, så havde lykkelig glemt alt om, hvordan jeg ville reagere.
... Det ved jeg så nu!
Jeg regner stærkt med, at jeg vender tilbage til DIY/syning i næste uge, så indtil da (og måske endda længere endnu) må I have mig undskyldt!
Tak for forståelsen!
:-) Anna
søndag den 10. marts 2013
BurdaStyle 3/13 - og et nyt mønster
Så er der Burda - igen, igen. Og godt for det! De sidste 2 dage har vejret ikke været til andet end indendøraktiviteter, så lidt nørd er altid dejligt! Billederne er igen lånt fra BurdaStyle.de
Denne gang er der, som altid i foråret, fokus på brudekjoler og er man en af de heldige, der skal giftes, er der faktisk ok-hjælp at hente. Blandt andre denne tyl-bombe:
Model 115
Som sådan er der ikke noget specielt over denne kjole. Toppen er en rigtig gode base, hvor man kan sætte skørt på, efter eget valg/evne. - Også kan man jo også sagtens lave kjolen i en anden farve og bruge den som aftenkjole.
Jeg har et eller andet med kjoler i øjeblikket. Jeg er den slags menneske, der går mest i jeans eller jersey-basics, og som alt for ofte vælger comfort fremfor look. Jeg tænker, at man på en eller anden snedig facon, må kunne forene de to! Til det forsøg kunne denne kjole være en oplagt mulighed:
Model 110
En rigtig god basis-kjole, som jeg vil elske at have et par stykker af til sommer! Jeg tænker Khaki/sandfarvet og måske endda noget mønstret. Tilsat et par ballerinaer og store solbriller, vil den være helt perfekt, synes jeg!
Over skuldrene kunne jeg jo så passende have denne her cardigan:
Model 105
Her i eftermiddags har jeg tegnet/klippet mønstret til denne cardigan. Jeg er helt vild med rynkerne på brystet, som jeg synes får denne model til at gå fra kedelig basis til at være fin og feminin. Jeg lover at poste min version, når jeg får den syet (hurtigst muligt - det stadig vinter og koldt, jo! og jo flere lag tøj, jo bedre!)
Jeg er stadig på jagt efter den perfekte sommerjakke. Denne her kunne måske være et bud!?:
Model 135
Den sidste model, som jeg synes er lidt cool, er denne jakke! Jeg kunne forestille mig at sy den op i sort, stonewashed denim (har et stykke på lager, vist nok købt i Stof og Stil i en fjern fortid). Jeg er vild med, at den er så figursyet og så pyntestikningerne!! Jeg har en svaghed for pyntestikninger og bilder mig ind, at jeg faktisk er ok til at få dem lige!
I denne omgang er der igen kun enkelte modeller, som vil virke i praksis, i min garderobe.
Derfor er der heller ikke mere end 4 stjerner at hente for Marts-udgaven.
- Og dog! Ved en hurtig gennemgang (for 17. gang eller deromkring), faldt jeg over denne her:
Model 137
En vintage-model fra 1952, som jeg sagtens kunne forestille mig som et brugbart element i min garderobe. Den er fin og feminin og sammen med boyfriend jeans og en cardigan, vil selv jeg føle mig tilpas.
Det gode ved denne model er også, at den er rekonstrueret således, at den passer til nutidens kvindestørrelser.
Udover det nyeste Burda, har jeg købt et mønster fra Sewaholic
Jeg har klippet mønstret op i Str. 8, hvilket svarer til noget i omegnen af str. 38/40. Første prøve sad lidt sjovt, men da mange andre bloggere har haft stor succes med lige netop dette mønster, er jeg sikker på, at det med lidt justeringer, bliver et af de mønstre, man bare bliver ved med at vende tilbage til.
Mønstret er købt hos The Village Haberdashery, som varmt kan anbefales! God service og fair priser.
Jeg smutter igen! Jeg har en idé om, at græskarsuppe må være det helt rigtige at spise, når det nu er så koldt, så jeg vil gå ud og varme den rest, som en betænksom sjæl har efterladt i min fryser! Tænker, at smide nogle tigerrejer i... Vi får se.
Ha' en fab aften, folks!
Ciao!
/Anna
søndag den 3. marts 2013
10 Random Facts
- Et meget brugt fænomen i Blogland, så det prøver jeg da lige. Her er en skøn blanding af personlig info og sy-relaterede emner. Enjoy!
Jeg elsker kaffe! Rigtig kaffe! Ikke noget latte og alt det der tøse-noget, men en go', stærk kop filterkaffe! Uhm! Skal der endelig være lidt lir inde over, så er en go' espresso med et dash piskefløde top-lækkert!
Jeg vasker ALTID mit stof, før jeg klipper det op. Har man først prøvet at sidde med en nyvasket, hjemmesyet bomuldsskjorte, der lige pludselig gaber over brystet, så har man lært det! Her skal dog lige indsparkes, at jeg kun vasker det stof, som jeg skal vaske igen, når det færdige item er syet op. Skal det renses, gør jeg klart ikke.
Jeg har et marsvin/Den Lille Gris. Hun er sød, sjov og giver noget liv. Normalt er jeg mest til katte, men da jeg bor på 1. og er af den klare overbevisning, at katte skal kunne komme udenfor, er det ikke en option. (Jeg er fra landet og synes, at indekatte er sådan lidt underligt).
Jeg elsker orkideer og grønne planter i det hele taget! Når det er vintergråt udenfor, hjælper det altså kraftigt på både humør og skabertrang at være omgivet af blomster og grønt.
Jeg elsker gadgets! Min største "krise" i systuen sidste år, var da min elskede dampstation pludselig sagde underlig lyd/eksploderede og holdt op med at virke (ventilen gik i udu). Mit bedste (og dyreste!) køb sidste år, var min nye, lækre symaskine.
Jeg elsker at stryge/presse! Strange, I know, men et stykke tøj er IKKE færdigt, hvis det ikke er presset ordentligt! Dels er det grimt og dels skriger det HOMEMADE til himlen! Lav ALTID en stryge-/presseprøve på en rest, så du slipper for ubehagelige overraskelser, når du stryger det færdige stykke tøj. Jeg har ved flere lejligheder lavet/strøget/presset prøver, før jeg overhovedet har klippet en model op, ganske enkelt for at se, om stoffet var egnet til den valgte model.
Jeg kan ikke lide at købe sko. Jeg synes, at det er en kedelig og langsommelig proces, så webshopping er guld!
Det allerbedste jeg ved, er at gå tur en mørk vinteraften, hvor sneen daler ned i store totter og det er vindstille - helt alene. At gå i mellem alle de store bygninger på havnen og tænke store tanker.
Jeg er ryger. Jeg ved, at det er klamt, at det lugter, at det er usundt og alle de der andre ting, men det ændrer ikke på det faktum, at jeg nyder mine 5 daglige smøger! De bliver dog røget på altanen, uanset vind og vejr.
onsdag den 27. februar 2013
Handmade Take 1.
Da man jo, som bekendt, ikke bare kan ligge på sofaen og vente på, at feberen fordamper, tænkte jeg:
"Nu slæber jeg sgu ginen ind i stuen, hvor der er ordentligt lys, så jeg kan få taget lidt Handmade-billeder!"
På forhånd vil jeg gerne undskylde for evt. dårlig billedkvalitet. De er taget med iPhone, da min grafiker/fotograf "desværre" har et fuldtidsarbejde, han skal passe i dagtimerne.
Here goes:
En helt enkel skjorte, hvor det eneste tidskrævende var at vente på, at vlieselinen skulle hæfte ordentligt og at sy knaphuller (who am I kidding!? Knaphuller tage ingen tid, når man har sådan en fuldautomatisk trykfods-dut - mere om den og andre gadgets i et andet indlæg.)
Skjorten kan klippes og syes på et par timer, hvis man er lidt frisk.
Knapperne er second/third hand, dvs. nogle, jeg har klippet af et stykke tøj, købt second hand. Jeg er helt vild med dem og det udtryk skjorten får i kraft af dem!
Gør I forresten også det? Slagter tøj, der er for dårligt til at blive brugt mere (tager knapper og den slags)?
"Nu slæber jeg sgu ginen ind i stuen, hvor der er ordentligt lys, så jeg kan få taget lidt Handmade-billeder!"
På forhånd vil jeg gerne undskylde for evt. dårlig billedkvalitet. De er taget med iPhone, da min grafiker/fotograf "desværre" har et fuldtidsarbejde, han skal passe i dagtimerne.
Here goes:
Item No. 1. Skjorte i lys denim chambrey fra Stof og Stil. BurdaStyle 07/2012/110.
En helt enkel skjorte, hvor det eneste tidskrævende var at vente på, at vlieselinen skulle hæfte ordentligt og at sy knaphuller (who am I kidding!? Knaphuller tage ingen tid, når man har sådan en fuldautomatisk trykfods-dut - mere om den og andre gadgets i et andet indlæg.)
Skjorten kan klippes og syes på et par timer, hvis man er lidt frisk.
Knapperne er second/third hand, dvs. nogle, jeg har klippet af et stykke tøj, købt second hand. Jeg er helt vild med dem og det udtryk skjorten får i kraft af dem!
Gør I forresten også det? Slagter tøj, der er for dårligt til at blive brugt mere (tager knapper og den slags)?
Item No. 2. Jakke i Bomuld/Brokade fra ?. PDF-mønster Salme Sewing Patterns
WARNING: PDF-alert! Mange af jer rundt omkring i BL, har udtrykt jeres frustraton over tidsforbrug, når det kommer til printe-samle-cirkusset vedrørende PDF-mønstre. Pjat! - synes jeg! Det er Instant Gratification at købe et mønster, printe det ud og efter max. ½ times HYGGE med at klippe/tape/kaffedrikning; TA-DAAA: Nyt mønster - good to go!
Nu til det vigtige:
Super-lækker jakke, originalt uforet (læs: MAJOR-bøvlet at sætte foer i!!!). Desværre er denne jakke et rigtig godt eksempel på, hvorfor det er så vigtigt at sy en prøve op, FØR man begynder på selve jakken.
Resultatet er en rigtig fin og brugbar jakke, som desværre er 1-2 størrelser for stor til mig. ØV!!!
Skulle en af jer derude sidde med en uimodståelig trang til at eje denne fine jakke, sælger jeg den gerne for et symbolsk beløb (dækning af materialer eller der omkring). Jakken er str. 42/44 og har man overarme med lidt vinkeflæsk, er de pænt camoufleret i denne model.
Jeg kan ikke finde det direkte link til jakken, så skulle du sidde med en craving efter at sy lige præcis denne model, så prøv at sende Elisa en mail. Hun er også super-sød til at svare på spørgsmål, hvis man skulle være i tvivl om noget.
Item No. 3. Bolero/kortærmet jakke i lyserødt metallic-stof fået i gave. BurdaStyle 02/2013/105
Denne jakke var et stykke tid undervejs! Jeg startede med at sy en prøve op i str. 40 (belært af tidligere ARGH-oplevelser!), men efter lang tids nålen frem og tilbage, uden et brugbart resultat, besluttede jeg mig for at gå en str. ned. Jeg syede en str. 38 op og Yatzy! Efterssom jakken ikke skal lukkes, men bare er beregnet til at have uden på en hvid T, sådan lidt casual (og at jeg var mega-doven den dag OG jeg egentlig ikke lige magtede den her model igen-igen-igen), besluttede jeg at spare FBA'en væk.
Dog skal indsparkes, at jeg påtænker at lave modellen igen, dog med lange ærmer, i en lækker bouclé, eller noget i den dur, så til den tid; FBA!!!
FBA står for Full Bust Adjustment og er beregnet på at givet mere plads til barmen. De fleste mønstre er konstrueret ud fra, at gennemsnitskvinden har en B-Skål, og har man mere end det, så er det meget muligt, at man har brug for ekstra plads. Har man mindre er nettet også fyldt med tutorials omkring dette.
(Se tutorial for FBA og princess seams lige HER . Tak for lån, Tasia fra Sewaholic!!)
Jeg er ikke sikker på, hvad stoffet her er lavet af. Muligvis er der noget bomuld i (det brænder mere end det smelter). Det holder presningen rigtig fint, og jeg glæder mig til at se, hvordan det opfører sig, når jakken har været i brug et par gange.
- Og så glæder jeg mig helt vildt til at bruge den over en hvid T sammen med et par boyfriend-jeans og med et par loafers på fødderne. Total summer-extravaganza!!
That's all folks!
Ciao!
/Anna
Etiketter:
BurdaStyle,
FBA,
Handmade,
Jakke,
PDF-mønster
mandag den 25. februar 2013
And the Oscar goes to ....
Oscar-kjoler er fab! Ingen tvivl der!
Alle Hollywoods kvindelige skuespillere giver den lige en tand (og med garanti også et betydeligt antal $) ekstra, når det årlige Oscar-cirkus skal spille sin eneste forestilling.
Igen i år var der masser af fine kjoler. Desværre fik jeg ikke set eventet live, da jeg jo som bekendt er pest-ramt (eller i hvert fald ramt af noget influenza..) og bruger det meste af min tid under dynen, i joggingtøj og med grimt, grimt hår, sovende. Dertil kommer, at jeg ikke er specielt god til det der med at være vågen om natten og samtidig skulle fungere dagen efter.
Så intet live-hængen-ud med Oscar.
Derfor blev jeg kisteglad, da jeg så, at Eurowoman-pigerne havde været så søde at holde sig vågne og ovenikøbet har lagt billeder af kjolerne ind. YAY! og tak skal I have!
Jeg har tilladt mig at låne et par stykker, så I da også lige kan se, hvilke kjoler jeg synes er lækre og hvilke jeg synes er ... hmmm... tvivlsomme.
Vi starter i den go'e ende med en af mine absolut yndlings-skuespillere. Ladies and Gents;
Chalize Theron i Dior Couture
Jeg mener, what's not to like? Kjolen er helt enkel og stilfuld og hun bærer den bare SÅ flot!! En veninde mente, at den kunne jeg da sagtens kopiere, og ja! Det kunne jeg sikkert godt, men ... Nej. Så er det jo ikke Dior Couture. Og desuden; Jeg har ikke ligefrem en livsstil, hvor behovet for couture-kjoler er overvældende. Men det var en sød og velmenende kommentar.
Næste kjole, som jeg synes er lækker, er:
Jessica Chastain i Armani Privé.
Igen; Enkel og stilfuld og så passer kjolen kobberfarve bare helt vildt godt til hendes lyse hud og røde hår.
Gennemført lækkert!
Den sidste kjole, som jeg vil vise jer, er denne her. Er der nogle, der ved, hvem der har designet den?
Samantha Barks.
Fin, klassisk og sort. Dog kræver denne kjole, efter min mening, en rimelig petite skikkelse.
Og nu til de knap så pæne. Jeg kan ikke sige så meget andet end, at de bare ikke lige er mig og/eller sidder helt urimelig dårligt. Jeg mener, når man nu bruger en formue på en kjole eller en eller anden designer skal have noget reklame ud af at klæde en kendt pænt på, så sørg dog for, at kjole sidder ordentligt.
Fejlskud nr. 1:
Jane Fonda i ?.
Kjolen i sig selv, er der egentlig ikke noget galt med, men farven er helt skudt ved siden af. Den gør i hvert fald intet positivt for hendes teint og hendes ansigt forsvinder i alt det gule.
Fejlskud nr. 2:
Jennifer Lawrence i Dior Haute Couture.
Igen; Kjolen er lækker, men hvorfor tage en kjole på, som man ikke kan styre? I øvrigt forstår jeg ikke helt skørtet.
Fejlskud nr. 3:
Kristin Stewart i Reen Acra.
Kjolen sidder ubeskriveligt ringe - og hvorfor ligner Kristin, at hun har været på druk?
Nå, ikke flere syrligheder herfra!
Jeg håber, at I alle har haft en go' dag!
Ciao.
/Anna
Alle billeder er lånt fra Eurowoman ,men meningerne er helt mine egne.
Influenza, vinter og "NYE" stole.
Holá folkens!
Jeg er 100 p klar over, at det er rigtig dårlig stil, når man starter en blog op og så "glemmer" at poste.
Men truth be told, så har jeg faktisk haft en masse at se til!
Blandt mange andre skønne ting, var U og jeg hos mine forældre i Lørdags, da min lækre nevø på 3 år var på besøg og fordi det var længe siden, at jeg havde været hjemme. Et plus ved besøget var også, at jeg kunne få nyt betræk på mine spisestuestole, hvilket i den grad var tiltrængt!!
Jeg fik min spisestue kvit og frit (Tak, Vinni!), da jeg flyttede sidst og den var en af de der ting, der skulle gro på mig. Jeg har aldrig været vild med bøgetræ (og er det fortsat ikke), men efter jeg har fået nyt betræk på stolesæderne, synes jeg faktisk, at den er blvet helt ok. Det har givet en helt ny varme til rummet, rent farvemæssigt.
Med hensyn til min bolig-stil, plejer U at drille mig med, at jeg elsker alt, der er hvidt og/eller firkantet.
Det kan man jo så lægge i, hvad man vil.
Mine stole så sådan ud, inden betrækket blev skiftet. Beklager på forhånd eventuelle tråd-rester på betrækket. Sådan ser det altså ud, når man bor i en alt for lille lejlighed og syning har overtaget:
Jeg er 100 p klar over, at det er rigtig dårlig stil, når man starter en blog op og så "glemmer" at poste.
Men truth be told, så har jeg faktisk haft en masse at se til!
Blandt mange andre skønne ting, var U og jeg hos mine forældre i Lørdags, da min lækre nevø på 3 år var på besøg og fordi det var længe siden, at jeg havde været hjemme. Et plus ved besøget var også, at jeg kunne få nyt betræk på mine spisestuestole, hvilket i den grad var tiltrængt!!
Jeg fik min spisestue kvit og frit (Tak, Vinni!), da jeg flyttede sidst og den var en af de der ting, der skulle gro på mig. Jeg har aldrig været vild med bøgetræ (og er det fortsat ikke), men efter jeg har fået nyt betræk på stolesæderne, synes jeg faktisk, at den er blvet helt ok. Det har givet en helt ny varme til rummet, rent farvemæssigt.
Med hensyn til min bolig-stil, plejer U at drille mig med, at jeg elsker alt, der er hvidt og/eller firkantet.
Det kan man jo så lægge i, hvad man vil.
Mine stole så sådan ud, inden betrækket blev skiftet. Beklager på forhånd eventuelle tråd-rester på betrækket. Sådan ser det altså ud, når man bor i en alt for lille lejlighed og syning har overtaget:
FØR:
STOFPRØVER:
EFTER:
Tak for hjælpen, Far!
Oprindelig var det meningen, at jeg ville have haft 4 ens stole, i det melerede, der i mine øjne minder lidt om den der Caviar polish, som var in for noget tid siden. Men da jeg desværre ikke havde nok stof (havde kun til 2 stole) og ikke havde mulighed for at købe mere, fandt jeg i stedet en rest rød uld, som blev brugt på de resterende 2.
Det ser hindbærrødt ud på billedet, men i virkeligheden er det postkasse/tomatrødt.
Alt i alt er jeg faktisk ret vild med de nye farve-klatter. Synes godt, at min stue kan bære det, når alle andre møbler er hvide.
Nu drømmer jeg så bare om nyt betræk til sofaen ... og måske endda et nyt sofabord.
Jeg vil takke af for nu. Har en influenza, der i den grad har overtaget, så nu vil jeg putte mig på sofaen med en go' kop te og noget ligegyldigt serie-halløj.
- Og mon ikke, at jeg snart skulle se om finde noget overskud til at få syet noget tøj?!
Til næste gang, folkens!
/Anna
mandag den 11. februar 2013
Farver og Fashion - DIY
*Advarsel! Meget tekst!!*
En af de ting, jeg elsker højest ved at sy selv, er at farve-muligheder/kombinationer er næsten uendelige.
Nok er udvalget i stofbutikkerne farvet (høhø) af moden, men det er ikke dikteret på samme måde, som hvis man køber hele sin garderobe færdigsyet.
Der findes flere steder på nettet, hvor man kan blive guidet i at vælge sæsonernes "rigtige" farver, og to af dem, jeg bruger mest, når jeg skal orientere mig er disse to amerikanske sites.
Internationale sites
Pantone
Jeg elsker Pantones site! Jeg bliver glad i låget af deres fine grafik og deres Designer Outlook-sektion er guf!
Jeg har endvidere overvejet at anskaffe mig et pantone-krus til den lunkne kaffe, der efterhånden er blevet en obligatorisk del af arbejds-processen i min systue. Eller måske et cover til min telefon? Gotta love Pantone!
Lånt fra pantone.com |
Lånt fra pantone.com |
Fashionising.com
Her er alt hvad hjertet kan begære - fint fordelt, sæson efter sæson. Om det er farver, hår, makeup-tutorials, fashion, materiale, you name it - fashionising-folkene leverer det!
Nogle dage skal tingene bare være lette! - også når det kommer til garderobe-research.
De dage foregår som regel i selskab med British Vogue og Fashion TV .
Instant fashion-fix, der kan indtages liggende på sofaen. Gotta love it!
Danske sites/magasiner
Eurowoman
Det første (og indtil videre eneste) modeblad, jeg har haft abonnement på.
Jeg synes, at pigerne på Eurowoman gør et rigtig godt stykke arbejde! De formår at inspirere, formidle og præsentere mode på en yderst spiselig facon! Jeg knus-elsker deres små guides, fx. Beas Chik for en Slik, hvor du får x antal bud på items til yderst overkommelige priser.
Udover fantastiske shopping guides, er der også verbale/visuelle lækkerier fra de store modeuger, City guides og tusind andre uundværlige tøse-sager.
Elle
Elles danske udgave er et relativt nyt bekendtskab. Jeg har aldrig købt et magasin, så skal ikke kunne bedømme kvaliteten deraf.
Sitet er ganske fint, dog synes jeg, at deres Facebook-updates til tider går lidt over i kategorien "Ligegyldig Hollywood gossip", men det er nok bare mig, der ikke ved, hvad folket vil have?!
Costume
Jeg læser Costume, når jeg er hos Ann i hendes Studio Amomums, i Brandts Klædefabrik (Den historie gemmer vi til en anden post).
Jeg kan godt lide Costume og holder især meget af deres Catwalk tillæg!
Udover diverse magasiner og firma-sites, er jeg også frygtelig glad for blogs af forskellig art!
Hvis jeg skulle liste alle op, ville det her indlæg vare til næste jul, så nøjes med 3 DIY-blogs, som jeg holder meget af!
Blogs
Billedet er lånt fra ericabunker.com med skriftlig tilladelse, og må IKKE gengives uden en sådan. |
Fantastisk dygtig dame - både teknisk og farvemæssigt - bosat i Alabama, USA.
Syr hovedsageligt efter "The Big 4" - mønstre.
Jeg har fulgt Erica i et par år og synes, at hun laver de flotteste ting! Hun er bestemt ikke bange for hverken stærke farver eller heftige kombinationer. Og hun kan bære det!!
Jeg har den største respekt for Ericas talent!
Billedet er lånt fra retro-couture.blogspot.com med skriftlig tilladelse, og må IKKE gengives uden en sådan |
Åh Viola, jeg elsker din blog! Alene din layout gør mig i godt humør!
Hos Retro Couture finder du lige dele vintage-lækkerier og fantastisk børnetøj, som sælges her!
Til tider også tøj til Viola selv, bla. de flotteste nederdele.
Alle billeder er taget i de fineste omgivelser og man føler sig hurtigt hjemme, når man læser med!
Jeg har været så heldig at bruge nogle Onsdag formiddage sammen med Viola, på sykursus her i Odense.
Det var rigtig sjovt og hyggeligt!!
Jeg har fulgt Rachel i et års tid nu og helt vild med hendes DIY's. De er feminine, smukke og materialerne er lige i øjet! - Og så var Rachel i øvrigt min første follower her, sprogbarriere til trods.
Etiketter:
Blogs,
Farver,
Fashion,
Fashion TV,
Fashionising.com,
Inspiration,
Pantone,
Vogue
BurdaStyle 2/2013
Wuhuuu! Det nye Burda er kommet og Januars skuffelse er vendt til glæde!
Da jeg tidligere var inde og kigge de sædvanlige 3 previews, var glæden begrænset, men efter at have nærstuderet bladet, er jeg faktisk kommet frem til, at der er en del modeller, som lokker.
Især de små bouclé-jakker tiltaler min, til de fleste tider bortrationalisrede, feminine side.
Model 105/106
Jeg har ønsket mig en Chanel-inspireret jakke i flere år, men af flere forskellige årsager (mangel på evner, tålmodighed, tid osv. osv.) er det aldrig rigtig blevet til noget. NU skal det være!
Jeg har tænkt mig at lave både Model 106, som illustreret ovenfor og Model 105, som jeg ikke har kunnet finde billede af, men som er præcis samme model, sog med korte ærmer og uden lommer.
- Skulle man lave matchende pencil skirt til?! Jeg har stof nok på lager til at kunne lave et sæt i lyserød/creme, et sæt i blå/sort/hvid og en jakke i pink. Kunne være for lækkert at gå foråret i møde i sådan et outfit!
Jeg er vild med modellen! Dog er stylingen dog for meget fastelavns-ris til min smag.
Model 135
Endnu en fin og feminin sag! Jeg er vild med kontrasten og ville elske at teame den op med et par Marlene Dietrich bukser.
Model 102
Jeg må tilstå, at jeg er ret forelsket i denne jakke. Var helt solgt, da jeg så lommerne og elastikken i taljen. Den er superfin i snittet og praktisk til hverdag. Kunne også sagtens se den på mig, i den grønne farve, der jo i følge Pantone er superaktuel i den kommende sæson.
Udover de viste modeller er der også et par basis-skjorter, der er fine, et par gode basis-t-shirts og til pige-pigerne er der også dette designer-mønster:
Model 153
En rigtig fin cocktail-kjole, men da jeg ikke lige står og mangler en sådan, bliver den nok ikke syet op foreløbig.
Alt i alt er jeg ok-tilfreds med Februars udgave. Stadig lidt meh, men alligevel en hel del bedre end Januar, så fordi jeg er i godt humør i dag, får Februar 5 point.
Billederne er lånt fra Alt om Håndarbejde og Burdas tyske side
torsdag den 7. februar 2013
søndag den 3. februar 2013
BurdaStyle 1/2013
Alle billeder er lånt fra BurdaStyles tyske side, så bladcoveret på den danske udgave kan hænde at se anderledes ud.
Et nyt Burda-år er startet og med fare for at lyde frygtelig negativ, ser det mildest talt lidt broget ud.
Til og med år 2011 har jeg skam-elsket Burda og har glædet mig vildt til den dag på måneden, hvor det nyeste magasin var at finde i postkassen, men som mange andre sybloggere har bemærket, er det lidt som om, at mange af modellerne er gengangere fra tidligere udgaver og den designmæssige kvalitet af de nye modeller lever på ingen måde op til, hvad Burda hidtil har kunnet præstere.
Når det så er sagt, mener jeg stadig. at Burda har noget at byde på!
Her er mine favoritter fra sidste måneds magasin:
Model 123 A+B
Jeg elsker jersey-basics og denne top/tunika/kjole er ingen undtagelse! Super-enkel at gå til, selv for nybegyndere og let at style! Mønsteret er i både en kort og en lang udgave. Jeg har syet en enkelt kort og to lange, hvilket tog mig max. 2 timer inklusiv klipning. Helt sikkert en model, jeg vil lave igen.
Model 131
Jeg er ret vild med den her vest, men desværre er det en plus-model (str.44-52), og da jeg "kun" er en Burda str. 40, er den ikke rigtig en mulighed. Går dog og leger lidt med tanken om, at graduere den ned, men ved ikke helt om jeg er SÅ vild med den.
Model 120
Rigtig fin detalje med stikninger på skuldrene og et helt enkelt, boxy snit. Ville være pæn i cremefarvet eller champagne.
Udover disse tre, byder denne udgave bla. også på nyfortolknnger af et par af Aenne Burdas kjoler, som på nuværende tidspunkt vel hører under kategorien "Vintage". Super-fine kjoler, men bare ikke lige mig.
UPDATE: Jeg har besluttet mig for, at jeg vil give bladene karakter fra 1 - 10, hvor 1 er temmelig skidt og 10 er helt urimelig fantastisk, som fx. 8/2009 (Det mest brugte blad i min giga-samling)
På point-scalaen sniger denne udgave sig desværre ikke op på mere end en 3'er. Der er simpelhen for lidt at komme efter!
lørdag den 2. februar 2013
En introduktion
Velkommen til DIY DK!
Her vil du kunne følge mine kreative projekter, læse reviews af BurdaStyle-blade og andre sy/design-relaterede ting.
Lidt om mig:
Jeg hedder Anna, er 31 og jeg bor i en dejlig lejlighed, på havnen i Odense. Jeg er kæreste med U, som er grafiker, og har 2 dejlige bonus-børn.
Jeg har syet efter Burdamønstre i ca. 10 år og har derfor valgt, at jeg vil vise mine favoritter her på siden, måned for måned.
I den forbindelse skal siges, at jeg IKKE arbejder for Burda eller den danske udgiver af magasinet.
De holdninger, jeg giver udtryk for i mine reviews er mine, og er ikke påvirket af noget som helst andet, end min personlige smag.
Så er formalia på plads, så nu til at det sjove!
Håber, at du har lyst til at følge min kreative færd!
Her vil du kunne følge mine kreative projekter, læse reviews af BurdaStyle-blade og andre sy/design-relaterede ting.
Lidt om mig:
Jeg hedder Anna, er 31 og jeg bor i en dejlig lejlighed, på havnen i Odense. Jeg er kæreste med U, som er grafiker, og har 2 dejlige bonus-børn.
Jeg har syet efter Burdamønstre i ca. 10 år og har derfor valgt, at jeg vil vise mine favoritter her på siden, måned for måned.
I den forbindelse skal siges, at jeg IKKE arbejder for Burda eller den danske udgiver af magasinet.
De holdninger, jeg giver udtryk for i mine reviews er mine, og er ikke påvirket af noget som helst andet, end min personlige smag.
Så er formalia på plads, så nu til at det sjove!
Håber, at du har lyst til at følge min kreative færd!
Abonner på:
Opslag (Atom)